FOREDRAG
01. December 2021
Kildeskovshallen
Christian Liisberg: Fremtidsforsker og civilingeniør
Det er let at føle sig pessimistisk omkring klimaet.
Men der er tre ting der gør at der er stigende håb om forholdsvis hurtigt at udfase de klimaskadelige teknologier.
- Den første er at vedvarende energi fra sol og vind nu er billigere end energi fra olie og kul. Derfor vil fossil energi blive udfaset i et disruptivt faseskift på ca. 10 år, som bliver beskrevet i
foredraget. - Den anden er at elbiler snart (2024) bliver billigere end forbrændingsmotor biler, og at elbiler vil være helt dominerende allerede omkring 2030.
- Den tredje er at fødevaresektoren og landbruget vil blive omlagt således, at fødevareproduktionen af mælk og kød ikke længere bliver baseret på køer og grise men på præcisionsforgæringsteknologi allerede omkring 2035.
Disse tre disruptive (uventede og voldsomme) forandringer, er uundgåelige, da de er drevet af økonomi. De nye teknologier og produkter er både bedre og meget billigere end det de erstatter.
De fem hovedsøjler, der bærer en civilisation er information, transport, energi, fødevarer og materialer. Vi ser ind i en disruption der omfatter alle fem søjler. Vi går fra en industricivilisation baseret på centraliseret ekstraktion af planetens ressourcer (miner og olie), til en decentral organisation baseret på højteknologi og vedvarende ressourcer (planter, sol og vind). Det er en stor mundfuld, fordi vores organisationer og selvforestilling og roller skal prøve at følge med den vilde, økonomisk drevne forandring.
Desværre er det et historisk faktum, at alle tidligere civilisationer, der har oplevet lignende disruptioner af bare en eller to søjler, er bukket under. Der sker gerne det, at solnedgangsteknologierne bliver underfinansierede inden det nye er modent til at tage over. Samtidig med et voldsommere klima får vi migration, politisk dumhed, svigtende forsyninger og energimangel, krig og kollaps, hvis ikke vi tænker os godt om.
Foredragsholderen opfordrer A3A’s grupper, der har interesse i dette tema, til at tage emnet op, og står til rådighed med links og kilder til yderligere viden.